Home
 
Århus Bymuseum
Slagtehallen, 1910

Kvægtorvet ved slagtehuset, 1916

Handlende på kvægtorvet, 1933

Kvægtorvet ved slagtehuset, 1933

Århus Slagtehus A/S Århus Slagtehus A/S
 

Over 100 års historie

Århus Slagtehus A/S blev indviet den 1. september 1895 af Århus Kommune under navnet "Aarhus Offentlige Slagtehus". Slagtehuset bestod dengang af to slagtehuse til svine-, fåre- og kalveslagtninger.

"Aarhus Offentlige Slagtehus" kunne principielt bruges af alle byens slagtere. De skulle selv medbringe det nødvendige værktøj samt arbejdskraft til slagtningen.
For hvert dyr, som slagteren nedlagde, skulle der betales en afgift til slagtehuset, som til gengæld både stillede lokaler til rådighed og kontrollerede kødet for sygdomme samt, hvis kødet blev godkendt forsynede det med slagtehusets officielle stempel. På den måde fik de århusianske forbrugere for første gang en offentlig myndigheds garanti for kødkvaliteten. Alle kreaturer, som kom til slagtehuset, skulle kontrolleres.

1960'erne blev præget af udvidelser og nye tiltag på slagtehuset med blandt andet en øget eksport af slagtedyr til lande som Vesttyskland, Italien, Holland og USA. Da kravene til slagtehygiejne og kødkontrol var anderledes i disse lande, fik dette en stor indflydelse på kravene til det tekniske udstyr og arbejdsgangene på slagtehuset. Man forstod imidlertid at tilpasse sig for at bevare de attraktive eksportmarkeder.
Disse eksportmarkeder betød, at man specialiserede produktionen til udelukkende at koncentrere sig om slagtning af kreaturer. Herefter overtog Århus Kommune det fulde ansvar for hele slagteprocessen og ansatte selv slagtersvende.

Man har i løbet af Århus slagtehus' over 100 år gamle historie gennemført mange moderniseringer og specialiseret sig, uden dog at bryde med mange af de gamle traditioner, som har været forbundet med huset, såsom det ugentlige kvægmarked hver mandag.
"Aarhus Offentlige Slagtehus" har som det eneste af landets mange offentlige slagtehuse således overlevet tidernes skiftende krav til produktion og kvalitetskontrol.

I 1999 blev Aarhus Offentlige Slagtehus omdannet til et aktieselskab med navnet Århus Slagtehus A/S.

Kilde: Slagtehuset - en offentlig servicevirksomhed i 100 år, Århus Bymuseum 1995

Århus Slagtehus A/S | Jægergårdsgade 154 | 8000 Århus C | Tlf. 86 120 120
E-mail: aas@aarhus-slagtehus.dk